Så er jeg gået igang med min chant af 3 x 108 namu amida buh for alle dem der har gjort min træning mulig. Det bliver jo til en del folk siden 3-400 år før vores tidsregning og til nu, der for manges vedkommende har lagt hele deres liv i projektet. Det kan virke tåbeligt at bruge 10 minutter en gang om dagen i en uge på gøre det, men som jeg skrev i sidste indlæg, sætter det perspektiv på tingene. Det husker mig på hvor lille en opgave det er for mig, selvom jeg synes det er MEGET hårdt, og dermed hvor stor en indsats folk før mig har lagt.
Hvordan kan jeg synes det er hårdt? Det er der sikkert mange der vil tænke. Da jeg oprindelligt snakkede med min sensei om at komme på Gyo (præstetræning i USA), snakkede vi en del om det der hedder prostrationer. Det er sådan en gymnastisk øvelse, hvor man rejser sig fra liggende, op til stående på en bestemt måde, i takt til tromme og mantra. Jeg var, og er ret bekymret men Shomon sagde at det slet ikke var hårdt! Det er bare karma man slæber på, sagde hun, prostrationerne er ingenting. Jeg har lavet 108 tror jeg en enkelt aften og ca halvejs tænkte jeg der måtte være en fejl. Der var noget med man skulle lave 300 på Gyo så vi er nok igang med 108 x 3. Det var vi ikke! Vi lavede 108 og jeg kunne ikke gå resten af det retreat. Når min sensei så siger det ikke er hårdt, så betvivler jeg jo aldrig min sensei’s ord, men jeg skal tilstå jeg tænkte at det var noget der nok måtte gå op for mig senere – det er det nu! At sige de mantraer til gavn for nogen andre, som bestemte handlinger har fået mig til at gøre, var så tungt som noget. Al dårlig samvittighed, fra dette og alle mulige andre hændelser, blev slæbt gennem hvert ord og hver perle på min juzu. Det lettede dog lidt hen ad vejen og jeg er faktisk rigtig spændt på hvordan jeg har det med denne praksis om en uge. Jeg skal holde jer opdateret:)
Gassho
Kosei
Det vigtige er vi får praktisret, ikke hvordan vi har det med det.
_/\_
Klogt sagt:) Det bringer tingene i et andet perspektiv.