Er buddhismen en religion? Jeg møder rigtig mange der er religions-forskrækkede og vi skal ikke langt tilbage i tid før jeg selv tilhørte denne gruppe. Ingen skulle trække mig ind i noget humbug! Jeg anså ikke buddhismen som en religion, men mere hvad man kunne kalde en livsfilosofi. Man kan komme med meget interlektuelle forklaringer på hvad en religion er og på den måde argumentere for de religiøse elementer i buddhismen. Jeg kunne med dette indlæg tænke mig at gribe det an fra en mere forenklet tilgang. Den måde jeg selv nåede frem til mine svar.
Mange forbinder religion med en altvidende, skaber-gud der opsætter regler for etik. Måske flere guder, men i hvert fald er der guder der giver retningslinier og straffer hvis man træder ved siden af. Det var mit syn på religion da jeg mødte buddhismen og derfor anså jeg det ikke som en religion. Senere måtte jeg revidere dette synspunkt, for der er nok mange buddhister rundt om i verdenen der ville blive kede af jeg lavede deres religion om til en filosofi. Efter en længere proces nåede jeg frem til at den buddhistiske “livsfilosofi” inderholder elementer af tro. Man kan ikke sætte lighedstegn mellem tro og religion, men de fleste vil sikkert være enige om at tro er en vigtig del af religion. Tag principper som karma og genfødsel, de er svære at bevise eller argumentere sig til. De kræver et vist element af tro. Desuden er buddhismen ikke uden etik, den er bare ikke udstukket af en altvidende gud, men er mere principper for hvordan man skal begærde sig for at ende menneskelig lidelse – inklussiv ens egen. Ifølge wikipedia er en religion en samling kulturelle systemer, trossystemer og verdenssyn, der skaber symboler der relaterer mennesket til spiritualitet og somme tider til moralske værdier. De kulturelle systemer er klart i buddhismen, det samme er verdenssyn så med tro og etik må vi sande at buddhismen er en religion.
Samtidig med siger man buddhismen er en erfaringsreligion, men hvordan erfarer man elementer af tro som eksempelvis genfødsel og karma? Mange af de buddhistiske doktriner undersøger og tester man i sit liv og gør dem til sine egne. De er intet værd hvis man bare tager dem for sandheder, men er nødt til at gå processen igennem med antagelse af arbejdshypotese, test og tage doktrinerne til sig. Det må siges at være lidt svært med genfødsel og karma, der da også er de doktriner der har givet mig flest grå hår i denne process.
Jeg beskæftigede mig en overgang meget med Anatta. Doktrinen om ikke-selv. Det er en buddhistisk doktrin der beskriver hvordan ideen om vores selvopfattede Selv bliver vakt til live i vores sind. Kort fortalt anses vores Selv som en illusion der kan opstå i syntesen mellem vores sanseindtryk (inkl. sindet der i buddhismen er en sans), vores bevidsthed og vores erfaringer. Nu er det ordet karma der bruges istedet for erfaringer, men lad mig forklare. Jeg syntes på daværende tidspunkt karma var lidt diffust og svært at tro på, så jeg omdøbte det til erfaringer. Det gav god mening at vi alle er præget af de ting vi har oplevet og erfaret. Ideen mit Selv, min Kosei-hed, fremtoner når mine erfaringer og min bevidsthed møder mine sanseindtryk inkl tanker og ideer i mit sind (igen sindet er en sans). Det er lidt som en sky der fortættes på himlen. Den er udtryk for bestemte vinde, temperaturer, havstrømme osv, men selv om skyen kan give en fortolkning af de omstændigheder der fik den til at opstå, så er skyen ikke disse omstændigheder.
Dermed gav doktrinen om Anatta fuldstændig mening for mig. Helt forenklet synes nogen af os roser er smukke og dufter, mens andre får kvalme. De har måske for nyligt mistet en kær og tilbragt meget tid på sygehuset i den forbindelse, hvor der var fuldt af roser, mens jeg mindes min mors rosenbed. Jeg har mediteret over Anatta og set at fjerner jeg sanseindtryk, erfaringer og bevidsthed er der ingen Kosei-essens tilbage. Jeg er forgængelig og foranderlig som alt andet i verden er det. Alle mine sanseindtryk er illusioner, subjektive fortolkninger af virkeligheden og vi ser verden med vores efaringer – som en slags karma-tonede solbriller, der forvrænger verden som den i virkeligheden er. Det giver os så uendelig meget lidelse at vi flygter fra virkeligheden, istedet for at acceptere den som den er. Vi går til yderligheder som at forsøge at fordreje virkeligheden, tvinge den ned i den form vi vil have den skal antage. Vi klipper hæle og hakker tæer. Vi stamper og hopper til den kommer ned i formen. Men i virkeligheden er der ingen form, ingen tæer eller hæle og hele vores show, vi kører som en indre film, er en illusion, vores eget forvrængede billede af verdenen. Det er de briller vi skal have af, selvom virkeligheden blænder i starten.
Hvordan blev erfaringer så til karma for mig? Når man ser et helt nyfødt barn, er det forunderligt hvor meget personlighed de har. Nogen børn græder meget, andre kikker rundt og de kan generelt lide forskellige ting. Min naturvidenskabelige baggrund vil rigtig gerne forklare dette med indtryk barnet har fået i livmoderen, under fødslen samt genetik. Det giver bare ikke mening nok for mig og jeg tror ikke rigtigt på den forklaring, sådan med mave og hjerte. For mig giver det mere mening vi har “erfaringer” med os fra tidligere. Det man i buddhismen kalder Karma og det giver igen kun mening hvis man tror på genfødsel.
Det var sådan jeg erfarede mig frem til min accept af to buddhistiske doktriner som kræver tro. Der er sikkert mange fra min videnskabelige baggrund der vil synes genetik og livmoderindtryk er et langt mindre spring trosmæssigt end at hoppe ud i karma og genfødsel. Men se på et nyfødt barn – jeg synes bare ikke det er nok til at give mening.
Gassho
Kosei
