Muren

Nogen gange møder man en mur i sin praksis. Man bruger rigtig meget tid på at få den væltet, de er ofte med et meget solidt fundament. Jeg kan bruge rigtig meget tid på mure, og det er tid der går fra et stykke arbejde jeg rigtig gerne vil have udført og de er derfor generende. Jeg gider ikke flere mure! Problemet er, at hver gang en mur væltes og man efter en tid møder en ny, synes byggestenene at være helt anderledes og fundamentet synes endnu tungere end før. Dét der kunne vælte den gamle mur, kan ikke vælte den ny.

Konkret møder jeg ofte forhindringer i min buddhistiske praksis og mit arbejde for vores fællesskab. Jeg ser den ikke andre steder, men jeg tror faktisk det er fordi jeg går med skyklapper på, og pr automatpilot styrer udenom. En buddhistisk praksis har det med at rive skeletterne ud af skabet og smide dem lige foran næsen på én. Den skriger dig i hovedet: “Det kan godt være du ikke gider glo på dit lort, men det skal ikke ligge i skabet og blive endnu mere råddent!”. Og hvem gider høre på dét, når man kan se TV, hænge ud med vennerne eller være på FaceBook, hvor man kan “like” alt muligt spændende? Men skeletterne, eller mere malende beskrevet ligene, ligger stadig og rådner og stanken giver os depressioner, angst og gør os triste. Vi begynder at styre uden om alle de mure vi bygger for at holde råddenskaben inde, og det behøver vi slet ikke tænke over. Vi har vores helt egen automatpilot der gør det for os!

Når jeg tænker over det på den måde, kan jeg se det hentsigtsmæssige i min buddhistiske træning. Jeg kan se meningen med det hele og synes det er en rigtig god ide. Men murene forsvinder bare ikke! Jeg mister stadig lysten til min praksis og mit arbejde for at andre kan få glæde af netop dét der har bragt stor glæde i mit liv og hver gang kan mit irriterende smarte sind få mig bildt ind at dette ikke er en mur, det er simpelthen fordi det ikke er muligt for mig at gøre det jeg har sat mig for. Lige nu er der ikke tid, ingen kræfter, ingen lyst, ja fyld selv på listen.

Jeg ved muren ikke findes. Den er et resultat af mit sinds krumspring, den er et fatamorgana, et spøgelse der ikke eksisterer. Det synes tilfældigt hvornår den dukker op, det har ingen sammenhæng med mit liv. Den eneste sammenhæng der er tydelig, er at de svære ting i livet er lettere når min praksis er stabil. Når man så kaster den fra sig, når man møder den uoverkommelige mur, så bliver alt det svære tungt og så kan man fortælle sig selv en masse om at nu er det helt umuligt at passe sin praksis, for jeg orker det slet ikke med alt det jeg står med. Tiden er den samme. Intet er anderledes andet end livet er sværere uden praksis. Hvorfor er det så svært?

Jeg har aflagt et løfte til mig selv idag. Hver gang jeg møder muren, vil jeg spørge mig selv kritisk, om den virkelig er der? Jeg tror ikke få at forcere noget igennem, men jeg vil accepere min dovenskab nogen gange titter frem og se i øjnene at det er uhensigtsmæssigt at undlade min praksis, men at jeg nu vælger og gøre det alligevel. Det vil i hvert fald hindre muren i at nå en højde, så jeg ikke engang orker at prøve. Praksis skal være ukompliceret, lige til og noget man bare gør. Man skal ikke præstere, nogen gange er praksis rart og afslappende, andre dage er ens sind forstyrret og tankerne vælter rundt. Jeg er ikke dårlig til meditation, jeg er heller ikke god! Måske er jeg bare mere opmærksom idag end jeg var igår? Måske fik sindet skovlen under mig og jeg dagdrømte 30 minutter, hvilket var skønt og idag ser jeg bare uroen?

Meditation er træning! Det er fitness for mit sind. Mit sind kan kun blive i bedre form af regelmæssig træning, uanset om en træningsdag, uge, år er hårdt og synes uden resultat. Intet resultat er i denne sammenhæng også et resultat, og i virkeligheden er det fordi jeg måler resultatet et forkert sted.

Til alle jer der står og kigger på mure – den er der ikke! Den er en illusion! Sæt dig ned på din pude og lav det arbejde du ved er godt for dig!

Gassho, Kosei

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Connect with:

Your email address will not be published. Required fields are marked *