Døden

Døden har længe fascineret mig. Døden er blevet hvor tids tabu, hvor sex i alle afskykninger er blevet et hverdags samtaleemne, er døden blevet noget vi ikke taler om. Vi idealiserer ikoner som holder sig unge og smukke og vi får lavet skønhedsoperationer, får suget fedt, løftet, klippet og peelet sóm aldrig før. Hvorfor har vi det så svært med døden? Når jeg fortæller om min fascination, bliver jeg stemplet som morbid og sortseende, men når døden nu en gang er det eneste vi her i livet kan være total sikre på kommer, hvorfor er vi så så berøringsangste? Vi siger til os selv og hinanden at det gider vi ikke tænke på, før den dag kommer, for hvorfor gå og pine sig selv med det før tid. Og hvorfor?

I vores undgåelse af at tænke på døden eller blive konfronteret med tegnene på det er den vej det går, kommer vi indirekte til at bruge langt mere energi på døden end vi er klar over. Vi bruger uhentsigtmæssig meget tid på at at vedligeholde hele den vestlige verdens fællespsykose – at vi lever evigt og er helt uforgængelige. Det gør vi ikke. Vi ældes, forfalder og dør til sidst.

For nylig faldt en tanke mig ind. Hvad er egentlig forskellen på hvad der skete før vi blev til og døden? For mig at se er der ingen forskel! Vi blev til, på et eller andet lidt udefinertbart tidspunkt, men hvad der skete før der har vi ingen hukommelse om. Er det frygteligt at tænke på? Jeg ved i hvert fald jeg ikke husker pinsler og rædsel og det er ikke noget der i min hukommelse står som noget forfærdeligt.

Vi ved fra fysikken at energi ikke bare forsvinder, den samlede energi er altid den samme. Einsteins relativitetsteori siger E = M x C2, enrgi og masse kan begge isoleres. Selv ud fra en hardcore fysisk betragtning, er masse energi og omvendt? Findes der overhovedet andet end energi? Man kigger på mindre og mindre bestandele, men det er som om man aldrig kan finde den mindste – kunne det være fordi der ikke er noget at finde? I så fald bliver det så pludseligt meget klart hvor meget sandhed der ligger i buddhismens tanker om non-dualisme. Der er ingen forskel på dig og mig eller koppen med kaffe foran mig. Vi er opstået af universets energi, en midlertidig, kortvarig udkrystalisering af energi der udgør mig, som er konstant foranderlig og som i et hvert øjeblik ændres og “genopstår”. Der er ingen forskel på mig og universet, universet er mig og jeg er universet. Intet sker uden en årsag og virkning, så “noget” har sat den kæde af begivenheder igang der ledte til at jeg blev født og min død vil lede til noget.

For mig er det logisk! Man kan ikke bare dø og sker der intet. Prøv at find bare én ting omkring dig, hvor noget kan ske som hverken har årsag eller virkning. Nej vel? Det kan være meget diskret, næsten umærkeligt, men alt har en virkning og hvorfor skulle døden så være det eneste der ikke havde? Som buddhist tror man at det leder til genfødsel og det synes jeg personligt er meningfuldt, men uanset hvad man tror så giver det ikke mening at der er intet eller at det skulle være mere forfærdeligt end før man blev til det man er nu.

Døden er dog stadig meget endelig og at miste dem man holder af er altid forfærdeligt. Vi savner dem og det skaber lidelse. Selvfølgelig gør det dét. Buddhismen lærer os at foranderligheden netop skaber lidelse. Vi vil være nær det vi kan lide og væk fra det vi ikke bryder os om. At være opleve at mennesker vi holder af, ikke bare er lidt forandrede, genfødte fra det ene øjeblik til det andet, men uigenkaldeligt væk “for denne gang” er frygteligt pinsomt. Jeg synes dog det hjælper at huske på at de stadig er, bare som noget andet. At energien er konstant i universet og vi opstår heraf. Buddhismen siger at alle engang har været vores mor, far, bror, søster, ja alle relationer man kan tænke sig og når det en gang har været sådan, bliver det igen. Det må da være en trøst:)

 

Gassho

Kosei

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Connect with:

Your email address will not be published. Required fields are marked *