Min vej

Del 1

DE FØRSTE SKRIDT

For over 2 år siden fik jeg et pludseligt indfald en aften – jeg skulle begynde at meditere! Set i bakspejlet havde jeg nok længe været “spirituelt søgende”. Jeg synes ikke rigtig jeg fandt det jeg søgte i den danske folkekirke og var omkring både den katolske kirke og islam. Intet af det gav mening for mig. Og nu pludselig havde jeg fået den lyse ide at meditation var vejen frem for mig, men samtidig kunne jeg helt fra starten mærke en tiltrækning til buddhismen.

Jeg begyndte herefter en systematisk søgen og har man søgt på meditation går der ikke længe inden ordet “buddhisme” dukker op. Det blev klart at de 2 tinge kunne hænge tæt sammen. Jeg fandt mp3’er på nettet med vejledte meditationer og gik ubevidst efter de buddihstiske.   Efterhånden begyndte min nysgerrighed for buddhismen at vokse og jeg begyndte at interessere mig mere og mere for den del af de ting jeg fandt på nettet.

Min søgen fortsatte og forvirring over de mange skoler blev ikke mindre hen af vejen, men der gik ikke længe inden jeg faldt over Shoken (nu Shomon). Vi begyndte at skrive mails og jeg kunne mærke det var rigtigt. Det er sådan noget finurligt noget, bare en fornemmelse af man trækker samme vej. Uden at gå i detaljer, havde jeg nok lidt mere indre modstand end jeg selv var klar over. Jeg havde meldt mig til retreat ( en tidsperiode eks en weekend, man trækker sig tilbage ofte et lidt mere øde sted for at meditere og praktisere intensivt), men gik helt i panik og endte med at melde afbud og det endte rent faktisk lidt med et brud med Tendai. Nu kan jeg se at det var en indre modstand i mig, som er vanskelig at forklare med ord, der satte ind. Modstanden har jeg stadig til tider, men jeg er mere opmærksom på den nu og arbejder med den. Dengang mente jeg dog det var Tendai den var gal med ikke mig! Alt er nemt at se i bagklogskabens lys og den store strålende (selv)indsigt var nok ikke noget jeg kunne prale af på det tidspunkt, så tingene trak ud. I den efterfølgende tid kiggede jeg på andre buddhistiske skoler bla Theravada og skrev hid og did, men jeg fandt ikke den “forbindelse” til en lære som den jeg havde fornemmet med Shomon. I Tendai forstod jeg hvad der blev sagt og tonen var tilpas seriøs, med god selvironi, til mit temperament.

Jeg skrev en mail til Shomon og jeg husker intet af ordene. Jeg husker bare hvor let hun gjorde det for mig at lægge alt bag mig og starte på en frisk. Siden hen er det gået et skridt af gangen. Jeg tog den buddhistiske tilflugt i efteråret 2010 og har siden praktiseret forholdsvis intensivt. Egentlig har jeg været buddhist meget længere. Den buddhistiske definition er at hvis man synes de buddhistiske læresætninger lyder fornuftige og man beslutter sig for at teste dem i praksis, ja så er man buddhist. I så fald er jeg snart oppe på 3 år og det er da også i hvert fald 2 år siden jeg meldte mig ud af folkekirken. Skridtet at tage tilflugten synes jeg var stort for så har man officielt tilkendegjort man er buddhist og det tog mig noget tid at nå så langt. Desuden følte jeg mig ikke “ren” nok. Jeg havde en ide om man skulle være kronraget og kun eje en skål og en orange kappe for at være “rigtig” buddhist.

Nu er tilflugten taget og buddhismen fylder en del i min hverdag – ikke alt, men den gennemsyre hele mit liv på en positiv måde. I de næste indlæg vil jeg gå mere i dybden men hvordan mit liv med buddhismen er nu.

 

Del 2

TENDAI FYN

I starten lå min største interesse i meditation og delvist i buddhistisk filosofi. Jeg anså buddhismen som værende en livsfilosofi og ikke en religion – et synspunkt jeg har revideret sidenhen. Jeg begyndte at læse bøger om buddhismen og den første jeg kastede mig over var ” What the Buddha Taught” af Walpola Rahula. Jeg læste den flere gange og den gav et godt indblik i de grundliggende buddhistiske tanker. Jeg fandt desuden en del podcasts på nettet, både om buddhisme, men også guidede meditationer fandt jeg stor hjælp i. Langsomt bevægede jeg mig ud på den “buddhistiske vej” faktisk lidt uden at ville indrømme det. Den første indrømmelse var jeg ikke hørte til i den danske folkekirke. Det var egentlig ikke nyt for mig så beslutningen om udmeldelse kom hurtigt. Der gik så alligevel 2 år inden jeg rent faktisk søgte tilflugt som buddhist, men set i bakspejlet var jeg buddhist helt fra starten. Jeg synes den buddhistiske lære lød fornuftigt og jeg begyndte at teste den og så er man efter buddhitsisk definition buddhist. Så manglede jeg bare selv at indrømme det.

Der manglede alligevel noget. Jeg havde brug for fællesskabet og mere personlig guiding. Som nævnte havde jeg allerede fundet Tendai. Jeg var et par gange til en-dags arrangementer i Slagslunde (som i langt langt ude på landet!!) som var over 3 timer væk med offentlig transport. Det var dog en fantastisk oplevelse at sidde sammen med andre og at møde Shomon og rent faktisk snakke med et rigtig menneske om alle de ting der foregik i mit hovede. Nørder har brug for andre nørder og det gælder også buddhister! Lige så tåbelige andre fællesskaber er med interne jokes, lige så fjollede er buddhister. Og man har brug for det fællesskab når man som jeg bevæger sig ud på gyngende grund og tro mig det føltes virkelig usikkert for mig at bevæge mig ud på religiøs grund. Jeg havde altid betragtet mig selv som ateist og videnskabelig funderet, så at indrømme man søger spiritualitet og erklære sig som religiøs er tungt og jeg havde klart brug for andre. Den støtte fandt jeg i Tendai.

Der var som sagt langt til Slagslunde hvor Shomon bor har har det danske tempel i Tendai. Derfor snakkede vi hurtigt om der skulle startes en gruppe i Odense. Først satte Shomon mig i forbindelse med Solbjørg der også kom fra Fyn. Vi mailede en del, afbrudt af mit drama-stunt hvor Tendai ikke var for mig, omkring opstart af en gruppe på Fyn. Senere kom Viggo og Eva til. Vi mødtes i august 2010 for at planlægge vores første buddhistiske møde i Odense der foregik lørdag d. 28. august. Vi begyndte herefter at holde møde hver 2. torsdag i lige uger. Lokaler fandt vi på kulturmaskinen i starten og sidenhen Historiens Hus. Vi mødes til meditation og snak om et buddhistisk emne og indtil videre har det været mig der har ledet møderne og det har været en stor udfordring. Jeg synes det er et privilegie, men også et ansvar at skulle vidergive buddhistisk lære til mennesker der kommer for at høre den. Man kan ikke sidde uforberedt og jeg har været nødt til at have godt styr på stoffet. Selvfølgelig har det ligget tungt på mine skuldre og jeg har til tider haft lidt ondt af mig selv. Shomon siger jeg er dramatisk og vil sikkert sige jeg har haft meget ondt af mig selv. Det kender jeg ikke noget til! Drama?!? Ik her:)

Ansvaret, omend tungt nogen gange, har betydet at jeg har fået min bagdel plantet godt og en bog foran mig og jeg har fået studeret de buddhistiske doktriner. Hvis jeg ikke havde haft en deadline havde jeg ikke fået lært halvdelen af det jeg har lært, så på forunderlig vis er jeg gruppen i Odense taknemmelig fordi de har haft brug for og har gidet høre på mig. Desuden har jeg ikke gjort det alene, Solbjørg, Viggo og Eva har også taget deres del af slæbet og vi har sammen fået stablet en rigtig god gruppe på benene. Nogen kommer fast, mens andre kommer en gang imellem og nogen får vi skræmt væk første gang. Vi mødes nu hver torsdag, i lige uger sanghamøde med buddhistisk snak og i ulige uger privat hos Viggo og Eva der har fået indrettet et super hyggeligt rum. Aftenerne hos Viggo og Eva er kun meditation efterfulgt af kaffe, men absolut ikke hverken mindre vigtige eller hyggeligt end vores lidt mere formelle sanghamøder i Historiens Hus.

Jeg besluttede at tage lægledereksamen i Tendai, som jeg bestod i april 2011. Det betydet jeg nu har papir på at jeg kan lede en gruppe under Tendai som almindeligt praktiserende (læs ikke-ordineret). Eksamen bestod af en skriftelig teoretisk del og en mundtlig del således det et vurderet jeg kan min teori og kan styre en diskusion. Solbjørg der har taget tilflugt og fået det smukke navn Seicho, har besluttet sig for også at gå igang med lægledereksamen således vi er 2 der kan lede møderne på fyn. Jeg selv har besluttet at gå ind i doshu-programmet som er vejen til officiel ordination. Mere om det i et senere indlæg:)

For mig betyder en gruppe, eller Sangha’en (det buddhistiske fællesskab), at jeg har et sted at dele glæder og frustrationer omkring min buddhistiske vej med andre ligesindede der forstår og deler den. Desuden anser jeg dét at være buddhist og gå af den buddhistiske vej lidt som at gå i motionscenter. Det kan være tungt at komme afsted, selvom man ved det gør en godt. Ikke bare vejen til motionscenteret eller til Sanghamøde, men også turen hen på ens egen meditationspude kan være lang. Når man først er igang er det skønt og bagefter har man det så meget bedre. Som med styrketræning hvor der går lang tid med intens træning inden man ligner Arnold, så kommer resultaterne ved meditationen også hen af vejen, nærmest uden man bemærker det. Det er rigtig dejligt at have en træningsmakker at komme til træning med og på samme måde er det fantastisk at have et fællesskab, en Sangha, til at bakke op og støtte én på vejen – både når det er tungt men også når man kan trække læsset fordi man er den med overskuddet.

 

Viggo, Eva, Solbjørg og alle jer andre tak!

Kosei

2 Responses to Min vej

  1. Shomon says:

    Skulle DU være dramatisk..?? Det må være min onde tvilling der er kommet med den påstand 😉

  2. kosei_dk says:

    hehe en ond tvilling…….er det noget vi skal snakke om:)??

Leave a Reply

Connect with:

Your email address will not be published. Required fields are marked *