Døden

Døden har længe fascineret mig. Døden er blevet hvor tids tabu, hvor sex i alle afskykninger er blevet et hverdags samtaleemne, er døden blevet noget vi ikke taler om. Vi idealiserer ikoner som holder sig unge og smukke og vi får lavet skønhedsoperationer, får suget fedt, løftet, klippet og peelet sóm aldrig før. Hvorfor har vi det så svært med døden? Når jeg fortæller om min fascination, bliver jeg stemplet som morbid og sortseende, men når døden nu en gang er det eneste vi her i livet kan være total sikre på kommer, hvorfor er vi så så berøringsangste? Vi siger til os selv og hinanden at det gider vi ikke tænke på, før den dag kommer, for hvorfor gå og pine sig selv med det før tid. Og hvorfor?

I vores undgåelse af at tænke på døden eller blive konfronteret med tegnene på det er den vej det går, kommer vi indirekte til at bruge langt mere energi på døden end vi er klar over. Vi bruger uhentsigtmæssig meget tid på at at vedligeholde hele den vestlige verdens fællespsykose – at vi lever evigt og er helt uforgængelige. Det gør vi ikke. Vi ældes, forfalder og dør til sidst.

For nylig faldt en tanke mig ind. Hvad er egentlig forskellen på hvad der skete før vi blev til og døden? For mig at se er der ingen forskel! Vi blev til, på et eller andet lidt udefinertbart tidspunkt, men hvad der skete før der har vi ingen hukommelse om. Er det frygteligt at tænke på? Jeg ved i hvert fald jeg ikke husker pinsler og rædsel og det er ikke noget der i min hukommelse står som noget forfærdeligt.

Vi ved fra fysikken at energi ikke bare forsvinder, den samlede energi er altid den samme. Einsteins relativitetsteori siger E = M x C2, enrgi og masse kan begge isoleres. Selv ud fra en hardcore fysisk betragtning, er masse energi og omvendt? Findes der overhovedet andet end energi? Man kigger på mindre og mindre bestandele, men det er som om man aldrig kan finde den mindste – kunne det være fordi der ikke er noget at finde? I så fald bliver det så pludseligt meget klart hvor meget sandhed der ligger i buddhismens tanker om non-dualisme. Der er ingen forskel på dig og mig eller koppen med kaffe foran mig. Vi er opstået af universets energi, en midlertidig, kortvarig udkrystalisering af energi der udgør mig, som er konstant foranderlig og som i et hvert øjeblik ændres og “genopstår”. Der er ingen forskel på mig og universet, universet er mig og jeg er universet. Intet sker uden en årsag og virkning, så “noget” har sat den kæde af begivenheder igang der ledte til at jeg blev født og min død vil lede til noget.

For mig er det logisk! Man kan ikke bare dø og sker der intet. Prøv at find bare én ting omkring dig, hvor noget kan ske som hverken har årsag eller virkning. Nej vel? Det kan være meget diskret, næsten umærkeligt, men alt har en virkning og hvorfor skulle døden så være det eneste der ikke havde? Som buddhist tror man at det leder til genfødsel og det synes jeg personligt er meningfuldt, men uanset hvad man tror så giver det ikke mening at der er intet eller at det skulle være mere forfærdeligt end før man blev til det man er nu.

Døden er dog stadig meget endelig og at miste dem man holder af er altid forfærdeligt. Vi savner dem og det skaber lidelse. Selvfølgelig gør det dét. Buddhismen lærer os at foranderligheden netop skaber lidelse. Vi vil være nær det vi kan lide og væk fra det vi ikke bryder os om. At være opleve at mennesker vi holder af, ikke bare er lidt forandrede, genfødte fra det ene øjeblik til det andet, men uigenkaldeligt væk “for denne gang” er frygteligt pinsomt. Jeg synes dog det hjælper at huske på at de stadig er, bare som noget andet. At energien er konstant i universet og vi opstår heraf. Buddhismen siger at alle engang har været vores mor, far, bror, søster, ja alle relationer man kan tænke sig og når det en gang har været sådan, bliver det igen. Det må da være en trøst:)

 

Gassho

Kosei

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Ordination

Så står jeg overfor at trække i robe, at blive ordineret præst/munk i Tendai. Jeg glæder mig, ikke mindst til den verden af smukke rober og tingeltangel der åbner sig for mig.

Engang tænkte jeg på ordination, som et skulderklap til mig. Et duelighedsbevis som det hed da man var spejder, men tingene ser meget anderledes ud, nu hvor tiden nærmer sig. Jeg tror det der forandrede mit syn på ordinationen var, da min kære lærer Shomon sagde til mig at hun ikke ville komme med krav for at jeg skulle ordineres. Hun tænkte dem kunne jeg selv komme med og jeg vidste nok bedst hvad der skulle til for at blive klar. Har jeg sagt hun er klog?

At blive ordineret er ikke en udemærkelse. Det er et skridt på en lang vej, en markering af fremgang, men mest af alt er det er forpligtelse! Jeg synes i den grad det forpligter og nu skal jeg passe på med at dragparalleller der kan misforstået, men det føles lidt som da man ved konfirmationen skulle sige ja til dåben. Jeg aflagde løfte da jeg tog tilflugt, jeg blev tydeligere klar over den da jeg startede træningen i doshuprogrammet og den forpligtelse jeg er gået ind til er endnu tydeligere nu jeg står foran ordination.

Jeg glæder mig helt vildt:)

Gassho

Kosei

Posted in Uncategorized | 1 Comment

Muren

Nogen gange møder man en mur i sin praksis. Man bruger rigtig meget tid på at få den væltet, de er ofte med et meget solidt fundament. Jeg kan bruge rigtig meget tid på mure, og det er tid der går fra et stykke arbejde jeg rigtig gerne vil have udført og de er derfor generende. Jeg gider ikke flere mure! Problemet er, at hver gang en mur væltes og man efter en tid møder en ny, synes byggestenene at være helt anderledes og fundamentet synes endnu tungere end før. Dét der kunne vælte den gamle mur, kan ikke vælte den ny.

Konkret møder jeg ofte forhindringer i min buddhistiske praksis og mit arbejde for vores fællesskab. Jeg ser den ikke andre steder, men jeg tror faktisk det er fordi jeg går med skyklapper på, og pr automatpilot styrer udenom. En buddhistisk praksis har det med at rive skeletterne ud af skabet og smide dem lige foran næsen på én. Den skriger dig i hovedet: “Det kan godt være du ikke gider glo på dit lort, men det skal ikke ligge i skabet og blive endnu mere råddent!”. Og hvem gider høre på dét, når man kan se TV, hænge ud med vennerne eller være på FaceBook, hvor man kan “like” alt muligt spændende? Men skeletterne, eller mere malende beskrevet ligene, ligger stadig og rådner og stanken giver os depressioner, angst og gør os triste. Vi begynder at styre uden om alle de mure vi bygger for at holde råddenskaben inde, og det behøver vi slet ikke tænke over. Vi har vores helt egen automatpilot der gør det for os!

Når jeg tænker over det på den måde, kan jeg se det hentsigtsmæssige i min buddhistiske træning. Jeg kan se meningen med det hele og synes det er en rigtig god ide. Men murene forsvinder bare ikke! Jeg mister stadig lysten til min praksis og mit arbejde for at andre kan få glæde af netop dét der har bragt stor glæde i mit liv og hver gang kan mit irriterende smarte sind få mig bildt ind at dette ikke er en mur, det er simpelthen fordi det ikke er muligt for mig at gøre det jeg har sat mig for. Lige nu er der ikke tid, ingen kræfter, ingen lyst, ja fyld selv på listen.

Jeg ved muren ikke findes. Den er et resultat af mit sinds krumspring, den er et fatamorgana, et spøgelse der ikke eksisterer. Det synes tilfældigt hvornår den dukker op, det har ingen sammenhæng med mit liv. Den eneste sammenhæng der er tydelig, er at de svære ting i livet er lettere når min praksis er stabil. Når man så kaster den fra sig, når man møder den uoverkommelige mur, så bliver alt det svære tungt og så kan man fortælle sig selv en masse om at nu er det helt umuligt at passe sin praksis, for jeg orker det slet ikke med alt det jeg står med. Tiden er den samme. Intet er anderledes andet end livet er sværere uden praksis. Hvorfor er det så svært?

Jeg har aflagt et løfte til mig selv idag. Hver gang jeg møder muren, vil jeg spørge mig selv kritisk, om den virkelig er der? Jeg tror ikke få at forcere noget igennem, men jeg vil accepere min dovenskab nogen gange titter frem og se i øjnene at det er uhensigtsmæssigt at undlade min praksis, men at jeg nu vælger og gøre det alligevel. Det vil i hvert fald hindre muren i at nå en højde, så jeg ikke engang orker at prøve. Praksis skal være ukompliceret, lige til og noget man bare gør. Man skal ikke præstere, nogen gange er praksis rart og afslappende, andre dage er ens sind forstyrret og tankerne vælter rundt. Jeg er ikke dårlig til meditation, jeg er heller ikke god! Måske er jeg bare mere opmærksom idag end jeg var igår? Måske fik sindet skovlen under mig og jeg dagdrømte 30 minutter, hvilket var skønt og idag ser jeg bare uroen?

Meditation er træning! Det er fitness for mit sind. Mit sind kan kun blive i bedre form af regelmæssig træning, uanset om en træningsdag, uge, år er hårdt og synes uden resultat. Intet resultat er i denne sammenhæng også et resultat, og i virkeligheden er det fordi jeg måler resultatet et forkert sted.

Til alle jer der står og kigger på mure – den er der ikke! Den er en illusion! Sæt dig ned på din pude og lav det arbejde du ved er godt for dig!

Gassho, Kosei

Posted in Uncategorized | Leave a comment

E-sangha lever

For kort tid siden besluttede vi i tendai at lave en E-sangha. En sangha er det som i kirken svarer til en menighed, men tanken med e-sangha er også der skal være plads til dem som gerne vil lære mere om meditation og mindfullness. Rigtig mange sites på nettet tilbyder kurser, hvor man kan lære at meditere, men i Tendai e-sangha er det gratis! Desuden tilbyder vi et fællesskab så man får gjort meditation til en del af sin hverdag.

Vi vil gerne se en masse med interesse for buddhisme, meditation og mindfullness og jo flere vi bliver jo mere farverigt og nuanceret bliver det. Vi har mange spændende eksistentielle disksioner i vores forum, hvor vi som lærere har en buddhistisk vinkel, men alle holdninger og tanker er velkommne.

Desuden er der læsestof om buddhistiske emner, der bliver afholdt møder og guidede meditationer, hvor man kan lære en masse om den brede vifte af praksisformer, Tendai tilbyder. Kort sagt tilbyder vi gratis det mange websteder tager penge for og så er der oveni købet mulighed for at lære mere om buddhismen set fra en Tendai-vinkel.

Håber at se en masse derinde!

www.tendai.dk/e-sangha

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Tendai e-sangha åbnet

I erkendelse af, at der er rigtig mange mennesker som virkelig gerne vil deltage i et spirituelt fællesskab, men som ikke har muligheden for at møde op i de forskellige lokal-grupper, har vi skabt denne cyber-sangha.

Den er for alle; for dem med småbørn, skæve arbejdstider, en bopæl langt fra lokalgrupperne, manglende transportmuligheder – og alle andre.

Den er også for dem som nyder møderne i grupperne, men som enten gerne vil have et større fællesskab, eller som har lyst til at have adgang til at praktisere med andre, præcis når detpasser dem.

Herinde kan du finde inspirerende læsestof, et stille rum til meditation, og chatrum og debatfora hvor du dels kan møde andre praktiserende på en uformel måde, dels kan stille spørgsmål og deltage i diskussioner om forskellige buddhistiske emner.

For at få adgang til eSanghaen, er du nødt til først at melde dig ind. På den måde kan vi sikre os at du er et virkeligt menneske, og ikke en spambot der vil prøve at sælge diverse produkter af tvivlsom karakter .

Medlemskab er gratis og ganske uforpligtende; du kan til enhver tid melde dig ud igen. Vi passer naturligvis godt på dine oplysninger, og videregiver dem ikke til andre.

Du finder e-sanghaen her:

e-sangha

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Hvornår er nok nok?

For nylig stod jeg i en situation, hvor jeg følte jeg måtte tage stilling her og nu. Vi snakker meget i buddhismen om at acceptere ting som ting er og ikke at skabe lidelse for os selv ved at kæmpe imod. Vi kan ikke lave om på verden som den er, men jeg har arvet en frygtelig retfærdig harme fra min far og hvad stiller man så op med den? Intet kan hidse mig mere op end hvis der bliver trampet på andre og specielt ikke hvis de ikke selv kan få sagt fra. Jeg bliver voldsomt oprørt og derfor har jeg gjort mig mange tanker om hvornår nok er nok og hvornår man griber ind og forsøger at stoppe uretfærdigheder. Skal jeg bare lade stå til? Det er et ganske svært spørgsmål, men jeg vil gerne dele nogen af de tanker og konklusioner jeg er kommet til.

Som sagt har jeg for nyligt stået med sådan et dilemma, hvorvidt jeg skulle gribe ind eller acceptere at verden nogen gange ikke er retfærdig. Hvis man spræller i nettet og lader sig lide under der findes uretfærdighed, så bliver livet hårdt! Da jeg stod i situationen, var jeg præget af enten/eller tanker. Enten griber jeg ind ellers gør jeg ikke. Folk der kender mig, ved jeg har en ret veludviklet dramatisk sans, og for at sige det som det var så jeg billedet af munke der havde sat ild til sig selv i mit hovede. Skulle jeg sætte ild mig selv eller på lignende vis vise min modstand? Skulle jeg acceptere hvad jeg opfattede som en klar uretfærdighed mod et andet menneske? Skulle jeg lide under uretfærdigheden? Skulle jeg lade den der udøvede den fortsætte med at opføre sig uhentsigtmæssigt og øve sig i at opføre sig på en måde der ville præge ham fremover? Gribe ind eller lade stå til?

Jeg har nu tænk, mediteret og rationaliseret over hændelsen gennem noget tid. For mig at se er der to problemer i det. For nylig fik jeg rådet fra min buddhistiske lære om at lytte til Shantideva der skriver: hvis du kan gøre noget ved det, så gør det, ellers giv slip! Et fantastisk råd, som dog i første omgang bekræftede min noget unuancerede holdning med valget mellem udtalt drama eller passivt at se til. Efter at have tænkt, kan jeg se det slet ikke er det der menes, men i bund og grund må man få gjort op om man kan handle eller ej. Der findes situationer hvor handling slet ikke er en mulighed og der skal vi give slip.

Min kloge lære Shomon havde andet sted skrevet at hun havde tænkt meget over om man kunne finde en hændelse, hvor vrede tilsat i ens sind havde gavnet situationen på nogen måde? Vrede bringer os nogen gange til handling og derfor har vi i vesten tendens til at se den som noget positivt. Uden vrede ville verden trampe på os og behandle os uretfærdigt, tænker vi! Men er det sandt? Kunne man måske sætte grænser uden vrede og dermed retfærdig harme der i bund og grund dækker over vrede? Jeg mener svaret er ja og vil påstå at chancen for handlingen bliver velovervejet og fornuftig er langt større hvis man magter at lægge vreden væk og se situationen for det den er, uden filteret af vores egne fordomme lagt ned over. Det handler for mig om sindsro. At få sagt fra bestemt, men kærligt og venligt.

Dermed har jeg fundet 2 støtter i lignende situationer fremover. Kan jeg handle eller ej? Hvis jeg kan, er det så mest hensigtsmæssigt at handle lige nu og hvis jeg må handle, hvordan gør jeg det uden at skabe flere uhensigtmæssigheder ved at lægge min vrede ned over og måske skabe mere konflikt, sorg, vrede eller splid? I den nævnte situation skabte jeg et drama, der afspejlede min vrede og enorme indre konflikt. Jeg er stadig enig med mig selv i der skulle handles, men havde jeg formået at bevare sindsroen havde jeg handlet uden drama, med en venlig men bestemt tilkendegivelse af at dette var jeg ikke en del af.

Om jeg formår at gøre det næste gang ved jeg ikke, men jeg øver mig og det vi øver os på bliver vi gode til! Og så vil jeg hellere øve mig på at bevare roen end på at blive vred og bruge vreden til at sætte de grænser, der sagtens kan sættes uden.

Posted in Uncategorized | 1 Comment

Hvad dharmaen (den buddhistiske lære) ikke er

Jeg har utallige citater efterhånden. Jeg samler på dem, og elsker dem. De er passager fra bøger, digte og andre tekster som har ramt noget specielt i mig.

Til dette års Gyo læste vi Vimalakirti suttra. En meget smuk tekst, som jeg har beskrevet for andre som Brad Warner på amfetamin. Jeg elsker Brad Warner for sin ligefremme og direkte facon, og jeg ser meget af det samme skuffe i Vimalakirti. Modsat Warner strøs der ikke med anekdokter fra livet i denne suttra, men den er en opkoncentreret tekst der skriger dig i hovedet du skal vågne op! Jeg elsker den og følgende citat er fra denne suttra:

“The law is not something that can be resided in. If one tries to reside in it, this is trying to reside in the Law, not seeking the Law. The Law is not something that can be seen, heard, perceived or understood. If one tried to see, hear, perceive and understand it, this is trying to see, hear, perceive and understand the Law, not seeking the Law. The Law is called “unconditioned”. If one tries to approach it through the conditioned, this is seeking the conditioned, not seeking the Law.”

På dansk lyder den nogenlunde som følgende:

“Dharmaen (den buddhistiske lære) er ikke noget man kan tage bolig i. Hvis man prøver at tage bolig i den, er dette at forsøge at tage bolig i Dharmaen, ikke at søge Dharmaen. Dharmaen er ikke noget der kan ses, høres, opfattes eller forståes. Hvis man prøver at se, høre, opfatte eller forstå den, er dette at forsøge at se, høre, opfatte og forstå Dharmaen, ikke at søge Dharmaen. Dharmaen kaldes “ubetinget”. Hvis man forsøger at nærme sig den gennem det betingede, er dette at søge det betingede, ikke at søge dharmaen.”

Det betingede er alt som er opstået som følge af årsager – alt vi kender, alt som vores sanser møder. Det ubetingede er det som ikke er opstået, som ikke kan forgå og som ikke er afhængigt af årsager – nirvana.

Vi skal se ting som de er! Jeg tror “ting som de er” ligger uden for vores begrebsverden og dermed sprog. Dette citat er et fantastisk og smukt eksempel på dette. Ved at skrive hvad dharmaen ikke er, begynder vi at kigge steder hen, vi ellers aldrig ville lede. Og én ting er sikkert Dharmaen, Nirvana, al tings sande natur er ikke at finde eller forstå som Einsteins relativitetsteori eller Sartre’s eksistentialisme. Vi skal søge den, men ikke som vi søger forståelse af ting normalt. Vi skal “stoppe og se” som Chi-i ville sige. Bringe tankerne til ro, ved at se dem for hvad er, og så bare se. Så ser vi ting som de virkeligt er, smukt, fredfuldt, nirvana.

Gassho Kosei

Posted in Uncategorized | 2 Comments

Forgængelighed og ikke-selv

Tanker omkring altings forgængelighed og ikke selv har fyldt rigtig meget i mit buddhistiske liv, gennem lang tid. Det er lige som om jeg forstår det, men så forsvinder det igen. Et øjebliks fornemmelse som jeg ikke kan holde fast i, så derfor bliver det ved at rumstere. Jeg tror det er fordi det er så voldsom en tanke, at vi helst ikke vil være med følelsen af ikke at have et Selv. Vores Selv har vi bygget på hele vores liv, og det indeholder alle de strategier vi har opbygget til at give os glæde og beskytte os. Det er rest angstfremkaldende at skulle give slip på det vi kender så godt og det har været en lang sej vej at bygge vores Selv solidt og godt, og der er gået mange timer med at reperere, pudse og dekorere det så det skinner og er flot. Jeg tror det er derfor det er svært at holde tanken og holde fast i ideen om at Selv’et ikke er der. Det til trods for at i de glimt jeg formår at holde tanken, der er det en enorm frihed! Jeg skal ikke holde mig inden for de rammer Rasmus-heden opsætter. Og det er med vilje jeg bruger mit dåbsnavn, for jeg har slet ikke knyttet alle de tanker til Kosei og Kosei er slet ikke så fasttømret og rigid som Rasmus. Alene det er navnet, et ord mine forældre har valgt, nogen lyde der samler alt det der er Rasmus, viser hvor skrøbeligt det er. “Rasmus” er en parably der samler alle de ideer jeg har bygget op om hvem jeg er, mine forsvarsmekanismer og hvad jeg elsker og hader.

I mit daglige arbejde i psykiatrien har vi en masse diagnose-kriterier man skal opfylde for at få en diagnose. Bestemte ting skal være tilstede, men ofte er det lister hvor man skal opfylde eksempelvis 2 ud af 5 kriterier. Vi putter som læger ting i “kasser” og sætter mærkat på – Skizofren! – fordi så ved vi hvilken medicin der virker. Samtidig kommer der mere og mere fokus på at der er ikke 2 skizofrene der er ens! Der er heller ikke 2 deprimerede, angste, alkoholiserede og jeg kunne blive ved. Alle er forskellige og hver enkelt har en unik historie. Hvor vil jeg nu hen med det? Jo “Rasmus” bliver lidt min diagnose. Det er min samlebetegnelse for alt det jeg indeholder som jeg i mange år har tænkt er mig. Men udover jeg er så meget mere, så er jeg også foranderlig. Jeg er ikke den samme som for 20 år siden, men heller ikke den samme som for 1 time siden og rent faktisk ændre jeg mig mens jeg skriver denne artikel. Alene at gøre sig disse tanker forandre mig. Måske ikke dramatisk, jeg tror de fleste vil genkende mig på arbejde imorgen, men lidt hele tiden. Så hvorfor så have den begrænsning der ligger i Rasmus-heden? Jeg har svaret og det er jo fordi det er trygt og godt, men jeg ønsker mig den frihed der ligger i at være foranderlig og uden fast kerne.

For nylig kom jeg et lille skridt nærmere at acceptere mit manglende Selv. Det startede på en udstilling i Stockholm med fotografen Sally Mann. Ved indgangen var malet et citat fra hende, hvor hun beskrev sin inspiration som kunstner. Hun siger at hun altid har set ting som indeholdende glæde/sorg, lys/mørke og tilblivelse/forgængelighed. Citatet fortsætter: “There’s the paradox: we see the beauty’ and we see the dark side of things.’ ‘The Japanese have a word for this dual perception: mono no aware. It means something like ‘beauty tinged with sadness’. How is it that we must hold what we love tight to us, against our very bones, knowing we must also, when the time comes, let it go? -Sally Mann” Alle Sally Mann’s billeder har dét tema, specielt når man ser hendes samlede værker hvor hun protraterer sin familie og venner gennem tiden. Hun flirter med fødsel, død, sexualitet og alle de ting der indebærer det hun ser som at være mennske.

Den del der slog mig allermest var en serie hun har lavet der hedder “What Remains”. Det er kort og godt meget smukke billeder af kroppe i fordærv. Mann har fået tilladelse til at tage billeder på en amerikansk retsmedicinsk forskningsstation hvor man ligger kroppe ud under forskellige omstændigheder, for at blive klogere når man skal efterforske forbrydelser. Min første tanke var afsky! Hvordan kan nogen tage smukke billeder af menneskekroppe i fordærv!? Og så endda ustille dem i samme udstilling som der er billeder af ens børn og livet!? Jeg måtte finde en stol, jeg fik kvalme og blev utilpas. Jeg har set mange ting i mit liv og virke som læge, men kroppe der blev spist af mider!!! Som jeg sad der og sundede min forfængelighed og plejede min sans for drama, skete der noget. Det gik pludseligt op for mig at det er jo naturligt og vi skal den vej alle som en om vi vil det eller ej. Og det er rent faktisk smukt hvordan vores kroppe lever, dør og forgår og indgår i den naturlige cyklus alting er en del af. Jeg vender mig om og ser endnu en inskription fra Sally Mann hvor der står at engang var seksualitet et tabu. Bare en kvindeankel kunne give anledning til unge mænds hede fantasier, men nu er døden blevet det store tabu. Vi vil helst ikke se det ske. Skal vi se gamle mennesker, vil vi helst se ældre smukke mennesker, i god stand med god sans for at klæde sig smart efter deres alder. De gamle med madresterne ned af tøjet, rådne tænder, tis i bukserne, hvor alt i deres kropper peger i tyngdekraftens retning skal helst holdes inde døre og kun vises frem når de er rene og pudsede og bliver kørt rundt i en rullestol med et slumretæppe der dækker det meste og måske endda kan pynte lidt op på synet. Hvorfor er det blevet sådan?

Senere på gaden i Gamle Stan, i den indre del af Stockholm, sad jeg et øjeblik for mig selv. Gaden var pakket med mennesker der skulle fra A til B. Bygningerne i denne gamle del af stockholm er meget smukke og gamle ikke mindst. Først slog det mig at ingen af de mennesker der har bygget de huse lever mere. De havde sikkert deres at slås med, og gik sikkert rundt som folk idag. De havde kærestesorger, havde mistet deres kære eller nogen de kendte var syge. Som jeg sad der tænkte jeg på hvor små de ting var i historiens lys og hvor store de har virket for hver enkelt. For de er ikke længere hver enkelt, men en skare af mennesker, millioner, billioner, trillioner af mennesker der har levet, haft glæder og sorger og som nu fortaber sig i fortiden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor fjollet det er at gå og hænge sig i små detaljer, min sorg over dette og hint, for om 100, 1000 eller længere er der ingen der ved hvordan det var at være Rasmus. Rent faktisk så snart jeg ånder ud for sidste gang, ved ingen hvordan det var at være inden i Rasmus og efter kort tid bliver jeg en del af den store skare af mennesker der udgør noget passeret. Hele min subjektive oplevelse af verden forsvinder og tilbage står kun det som var. Hvilken frihed at kunne se sit eget liv lige nu uden at have den subjektive oplevelse trukket ned over det hele.

Jeg mener selvfølgelig ikke at vores problemer og glæder er ligegyldige. Min vi har en tendens til at lægge mere i dem end det de er. De er ikke andet end problemer. Når man ser tilbage på fortidens mennesker og tænker på hvordan deres problemer har været for dem, er det som om man ser dem i dét skær som problemer skal ses i – som det de er, uden det filter af det Selv vi ligger ned over. Og langt det meste af den smerte vi oplever, oplever vi rent faktisk pga vores stædige klyngen til ideen om et Selv der kan tage skade af slemme ting og skal have det godt, plejes og puttes.

Jeg tænkte på de mennesker der myldrede forbi mig, som jeg sad der i Gamla Stan foran isbutikken, og på de hver især gik ensomme rundt i deres “bobbel”. Omlidt var de ude af mit synsfelt, men de gik stadig med deres drømme, glæder, sorger osv og var dem. Der var måske en Elin, en Halvor, en James og de gik hver især rundt med deres tanker om Selv. De har deres venner, deres arbejde, familie, børn, kæledyr og hver især har vi det alle sådan at verden ses fra vores hjørne. Hvor tydeligt bliver det ikke hvorfor mennesker slåes og skændes? Hvorfor vi lider som mennesker? Hvis bare vi kunne give slip på vores faste idee om hvem vi er og istedet åbne sindet, hvor meget mere glæde ville det ikke give og vores egne småting ville blive så ubetydelige.

Jeg ville ønske jeg kunne tage Sally Mann’s billeder af fordærvede kroppe, de gamle bygninger i stockholm der også en dag er væk, de mennsker der har levet, dem der lever og dem der bliver født på én gang ind i mit hjerte og forstå med alt jeg har at ting forgår og der er ingen Rasmus-hed. En dag lykkes det, det ved jeg, og hvilken enorm frihed vil det ikke give mig!! Og hvilken frihed at kunne give dét videre til alle levende væsner.

Kosei

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Træning må godt være hårdt!

Når jeg fortæller om buddhistisk træning japanese-style, er der rigtig mange der stejler. Af en eller anden grund er meditation og buddhisme blevet synonym med wellness, mindfullness og balance. I princippet er det rigtig nok – mange af os søger buddhismen fordi vi har det skidt eller svært og buddhismen har noget at byde på! Vi får det bedre, men vi kommer bare ikke udenom der ikke skal sved på panden undervejs.

Når man snakker om terapeutiske forløb hos en psykolog er der ingen der rynker på panden over det kan være hårdt. Når man bryder hulkende sammen kalder behandlerne det nogen gange for et gennembrud. Og det er godt! Det kan de fleste faktisk godt forstå. I buddhismen træner vi på at se verden som den er og man kommer ikke udenom at lægge et stykke hårdt arbejde i den træning. Helt som hvis man gik i terapi, må man kridte skoene og berede sig på det kan blive en bumlet tur, for vi er nødt til at rydde op i vores sind også i de kroge hvor der er rigtig snavset og vi helst bare vil lukke døren. Vi kan bare ikke nøjes med at pudse den side af sølvtøjet der ligger opad og skinner allerede!

Tro på det går fremad, selvom det nogen gange er 3 skidt frem og 2 tilbage! I de perioder det er hårdt har man lyst til at flygte tilbage til dengang man ikke studerede sit sind, og ikke konfrontere sig selv med de ting der er svære. Men ligene ligger der om vi kigger på dem eller ej, så hvorfor ikke få dem ud af skabet, sige farvel til dem og få dem futtet af, istedet for at de (undskyld det maleriske udtryk) ligger og rådner i derinde?

Rigtig god sommer

Gassho Kosei

 

Posted in Uncategorized | 3 Comments

Tid – fortid, nutid, fremtid og karma

For tiden læser jeg en bog af Brad Warner der hedder Hardcore Zen. I bogen gør han sig nogen rigtig spændende tanker om tid og karma som fik mig til at tænke og skrive følgende. Bogen hedder som sagt Hardcore Zen og dette emne er da også i den lidt tungere filosofiske ende af buddhismen. Prøv at læse den og hvis du ikke forstår det er det sikkert bare min knudrede tankegang der ikke er til at følge.

Hvad er tid? Vi arbejder i vesten med en linær tankegang. Der er nu, det der kom før og det der kommer efter – fortid, fremtid og nutid. Men lad os prøve at se nærmere på dem.

Fortiden: Er forbi. Man kunne sige den eksisterer som tanker, minder og efterrationaliseringer af vores oplevelser. Eftersom de kun eksisterer som lagret hukommelse på vores harddisk, hjernen, bliver de tolket af den person vi er netop dette øjeblik og med de erfaringer vi har lige nu. Dermed bliver fortiden et produkt af hvem vi er i dette øjeblik. I næste øjeblik er vores erfaringer nogen andre og fortiden ses i et andet lys. Dermed eksisterer denne lagrede fortid kun lige nu i dette øjeblik, for i næste vil den være anderledes.

Fremtiden: Vi kan have ideer og tanker om femtiden. Vi har kvalificerede gæt som det hedder og nogen ting lykkes det os at forudsige med rimeligt præcission. Disse “gæt” eller forestillinger om fremtiden baserer sig også på vores erfaringer og dermed dem vi er i dette øjeblik . Fremtiden eksisterer kun i vores tanker, fantasier om hvordan den vil forme sig og da disse tanker er formet af hvem vi er i dette øjeblik, eksisterer denne tænkte “fremtid” også kun nu og her.

Nutiden: Som en varm kniv der skærer sig gennem smør, så er nutiden de yderste molekyler på knivens skær. Der er ikke tid til tanker eller opfattelse i nuet. Så snart man opfatter og rationaliserer er nuet forbi. Tanker og opfattelser bliver efterrationalisering af det “nu” der, så snart man begynder at sætte ord på det, er passeret og er blevet til fortid. Man siger der er 64 øjeblikke i et fingerknips. I min opfattelse af tid er der uendeligt mange, men det kan bruges til at illustrerer hvorfor der ikke er plads til tankevirksomhed i nuet. Hvis der nu kun var 64 øjeblikke i et knips, hvor mange tanker kunne man nå at gøre sig i hvert af dem? Hvor meget sværerer hvis der er uendeligt mange? Så hvad er der i nuet? Der er kun handling og til dels intentionen bag handlingen.

Så betyder alt mit ævl at jeg mener vi ikke skal tænke os om? Skal vi ikke gøre os overvejelse? Selvfølgelig skal vi det! Vores overvejelser og tanker får os til at se på intentionernerne bag vores handlinger og giver os mulighed for at ændre vores måde at handle på fremover. Tror man på ovenstående (hvis man ikke for længe siden har rystet på hovedet og klikket et mere interessant sted hen på nettet) kan man se at hvis handling er alt der er i nuet, så er handling vores eneste mulighed for at påvirke noget som helst. Det er helt sikkert ikke uvæsentligt og vi bør kigge grundigt på vores intentioner! Vores fokus ligger generelt forkert. Vi spræller som fisk i nuet, istedet for at handle i det eller bruge vores tankevirksomhed til at se på vores intentioner. Vores utilfredshed og ændringsforslag til hvordan alt kunne være anderledes eller lidt bedre, er denne sprællen i nuet. Det hjælper os bare intet, for nuet er som det er, skabt af tidligere handlinger og vi skal istedet handle anderledes for at ændre tingene. Nuet er som nuet er det kan vi ikke ændre og slet ikke med vores tanker, hvilket ellers kunne være ret sejt.

Nuet er alt der er og hvis der kun er handling og intention om handling hvor indlysende er da karmabegrebet? Vi bruger enormt meget tid på efterrationaliserning og tanker omkring hændelser der allerede er fortid. En stor del af disse er ændringsforslag til hvordan fortiden kunne have været og hvordan vi ønsker fremtiden. Men hvis alt der eksisterer i dette øjeblik er handling, så er handling den mulighed vi har for at ændre vores fremtid (karma) og hvorfor så ikke handle hentsigtsmæssigt og acceptere nuet som det er?

Brug din tid i tankerne på at finde ud af hvad der er hentsigtmæssige handlinger og form dine intentioner og handlinger ud fra dette. Det er alt du kan gøre og så accepter nuet som det er, det er alligevel ovre inden du når at plages af den lidelse der er i det.

Gassho Kosei

Posted in Uncategorized | Leave a comment